Sølv og bronze til Fredericia Triathlon Team
Sport: Flotte placeringer til triathleterne fra Fredericia Triathlon Team ved de Nordiske mesterskaber på OL distancen i Malmø.
05-08-12 20:59, Lagt på nettet af Fredericia Avisen
I bragende solskin deltog fem triathleter fra Fredericia Triathlon Team søndag d. 5. august ved de Nordiske mesterskaber på Ol distancen i Malmø. Ungdommer og juniorer kører halv distance 750 m. svømning, 20 km. Cykling og 5 km. Løb.
Første start var i herrer klasserne 16-17 år og junior (18-19 år) Fredericia Triathlon Team havde tre deltagere til start i klasen 16-17 år. Mikkel jensen stillede op som forsvarende nordisk mester, hvorimod Jacob Jensen på bare 14 år og Emil Deuleran Hansen på 15 år stillede op i deres første nordiske mesterskab.
Både Mikkel Jensen og Emil Deuleran Hansen var blandt de første oppe af vandet efter de 750 m. svømning og kom ud til de 20 km. cykling i den første gruppe. Jacob Jensen satte lidt til på svømningen men var dog ude på cyklingen i anden gruppe. Både Emil og Mikkel formåede at sidde med første gruppe rundt på cyklingen. Emil der desværre har været skadet i foråret udgik planmæssigt efter cyklingen for ikke at risikere at skaden skulle komme igen. Mikkel var derimod ude af skiftezonen til de 5 km. løb som den første. Mikkel formåede dog ikke at holde føringen helt til mål, men måtte se sig henvist til 2. pladsen og en flot sølvmedalje af norske Gustav Iden. Jacob Jensen kom ud på løbet med anden gruppe. Han kunne ikke rigtigt få løbet til at fungere men formåede trods sin unge alder at køre en flot 7. plads hjem.
Efter herrer ungdom var det kvinde ungdoms tur. Også her havde Fredericia Triathlon Team to deltagere til start. Frederikke Kjær Pedersen og søsteren Alberte Kjær Pedersen stillede begge op i klassen 16-17 år. Hverken Alberte eller Frederikke har svømmet ret længe, de kom begge op ad vandet et stykke efter de førende. Alberte kom op 2 minutter efter den førende, hvilket betød at Alberte ikke kom ud på cyklingen med den førende gruppe. Alberte kom til at ligge to minutter efter de førende i en gruppe hvor det kun var Alberte der formåede at tage føringer. Det betød at Alberte desværre satte endnu et minut til i forhold til de førende og skiftede til løbet 3 minutter efter de første. Alberte viste dog igen at løb er hendes store styrke. Alberte formåede at løbe 2:40 minutter ind på de førende og fik dermed en flot tredje plads og bronzemedalje på trods af hendes kun 14 år.
Søsteren Frederikke stillede op i sin første triathlon og selvom Frederikke var sidst oppe ad vandet kæmpede hun flot videre og hentede 6 placeringer på cyklingen og løbet.
Alt i alt en god dag for atleterne fra Fredericia Triathlon Team.
(Foto: Fredericia Triathlon Team )
|