Fredericia har brug for kaserner
Læserbrev: Læserindlæg fra Susanne Eilersen, byrådsmedlem, Dansk Folkeparti og
Inger Nielsen, byrådsmedlem, Konservativ.
09-07-12 07:06, Lagt på nettet af Fredericia Avisen
Fredericia bliver ikke en by uden kaserner, heller ikke efter et nyt forsvarsforlig – hvis vi altså kunne bestemme.
Lige i denne sag og for øvrigt i så mange andre sager – er det folketinget der bestemmer, men vi kan naturligvis forsøge, at påvirke vores politikker på Christiansborg, der arbejder på et nyt forsvarsforlig.
Ikke mange fredericianere kan vel forestille sig en 6. Juli Fest uden soldater fra de lokale kaserner.
Ryes kaserne uddanner mange af vores soldater, der efterfølgende sendes ud i verdens brændpunkter – for at sikre andre mennesker frihed. Den frihed som andre unge mænd sikrede os i 1944.
Danske soldater er for eksempel i Afghanistan med til at sikre friheden for især mange piger. Piger der nu går i skole og får en uddannelse. Danske soldater risikerer med livet som indsats at afsløre terrorister og mange andre opgaver – der alle handler om frihed.
Fredericia og kasernen med soldater hører sammen.
Det kunne ikke undgås, at samtalen her under 6. Juli Festen også lokalt kom til at handle om, mon forsvarsforliget vil medføre lukning af Ryes Kaserne og dermed afsked med de soldater, der gennem tiden har hørt Fredericia til.
Vi indrømmer da gerne, at tankerne også strejfede os i dagens løb.
Det vil jo være ødelæggende for Fredericia, der har mistet så meget andet.
I det store politiske spil på Christiansborg spiller vi næppe nogen hovedrolle, men vi kan gøre forsøget.
Vi vil tage kontakt til vores partiers politiske forsvarsordfører henholdsvis Lene Espersen, Konservativ og Marie Krarup, Dansk Folkeparti.
Det vil vi fordi vi tror på, at byrådet må arbejde sammen om, at bevare kasernerne i Fredericia, så 6. Juli Festen kan fortsætte.
Fredericia bygger på stolte militære traditioner og har Nordeuropas største voldanlæg, der er med til at danne rammen for 6. Juli Festen. 6. Juli Komiteen gør hvert år et stort arbejde for, at festligholde dagen.
Således var søværnet med i år og satte kolorit på processionen gennem byen, da de brød ud i sagn.
Nej. Det er ikke til, at forestille sig Fredericia uden kaserne med soldater.
Susanne Eilersen, byrådsmedlem, Dansk Folkeparti
Inger Nielsen, byrådsmedlem, Konservativ
|