Nyhedsbrev
Få friske nyheder fra Fredericia og Omegn direkte i din indbakke.
Indtast venligst en e-mail for at blive tilmeldt nyhedsbrevet



Søg i arkiv


Annonce
Fredericia Avisen

Hovedrollerne er på plads

(Foto: Søren Malmose/Fredericia Teater )

Musicals: Når Fredericia Teater til oktober har Europapremiere på musicaludgaven af Disneys ALADDIN, bliver det med Johannes Nymark, Maria Lucia og det unge stortalent Pelle Emil Hebsgaard i de tre store hovedroller.

24-04-12 11:35, Lagt på nettet af Fredericia Avisen

Alle sejl er sat til, når Fredericia Teater d. 4. oktober i år kan slå dørene op til Europapremieren på Disneys musical ALADDIN – Fredericia Teaters største satsning til dato. Lige siden offentliggørelsen af forestillingen før jul, har teatret været på overarbejde for at finde det helt rigtige cast. Og med knap seks måneder til premieren er Fredericia Teater nu stolt over at kunne præsentere sit hovedcast.

Fra stepsko og regnvejrsdans til arabisk gadedreng i turban

I den store titelrolle som Aladdin kan Fredericia Teater byde velkommen tilbage til Johannes Nymark. Han er udklækket fra Det Danske Musicalakademi Fredericia i 2009 og har medvirket på teatret i bl.a. High School Musical. Han har fået sit første store gennembrud her i foråret i Singin’ in the Rain på Det Ny Teater, hvor han fortsat stepper og synger sig igennem kaskader af regn som den forelskede stumfilmsstjerne Don Lockwood. Efter sommerferien skifter han stepskoene ud med turban og flyvende tæppe som den unge arabiske helt Aladdin, der forelsker sig i den smukke Prinsesse Jasmin.

Fra Disneys Beauty and the Beast til Disneys ALADDIN

Hun spilles af vores største unge musicalstjerne netop nu, Maria Lucia. Efter succes med titelrollen i Sugar i efteråret og netop nu Chess på Aarhus Teater, er Maria Lucia tilbage i en ny stor Disney-musical. Hendes professionelle musicaldebut fik hun netop i Disneys Beauty and the Beast på Det Ny Teater for syv år siden, og nu skal hun for anden gang spille overfor Johannes Nymark siden de to spillede sammen i Les Misérables på Det Ny Teater for tre år siden.


I rollen som Jasmin får publikum også mulighed for at møde Kristine Yde Eriksen, der dublerer for Maria Lucia. Med anmelderroste hovedroller i bl.a. Mamma Mia! i Tivoli og Singin’ in the Rain har Kristine slået sit navn fast som en af de førende kvindelige musicalperfomere herhjemme.

Stortalent går i Robin Williams’ fodspor

Musicalens tredje store rolle er den hyperaktive, turbo-speedsnakkende Genie – eller Ånden i Lampen – som Robin Williams mindeværdigt lagde stemme til i den tegnede Disney klassiker Aladdin fra 1992. Efter omfattende auditions har teatret valgt at give rollen til det unge stortalent Pelle Emil Hebsgaard, som også er flasket op på Musicalakademiet – hans største rolle nogensinde. Pelle Emil har medvirket i flere musicals på Fredericia Teater og har netop fået masser af anmelderroser for sin præstation som Eugene i succesopsætningen af Grease i Tivoli her i foråret.

Teaterdirektør Søren Møller er en stolt mand:

- Jeg er både glad, lettet og stolt over, at vi har fundet vores drømmecast til hovedrollerne i Disneys ALADDIN. Det er tre ekstremt krævende partier, og det er svært at finde de helt rigtige typer, som oven i købet har både det spillemæssige overskud og det rigtige look og feel til rollerne. Det er et kardinalpunkt for mig, at vi aldrig caster nogen bare fordi de er kendte, men fordi netop de er de helt rigtige til rollen. Det giver ganske enkelt det bedste teater. I Johannes Nymark, Maria Lucia og Pelle Emil Hebsgaard vil jeg ikke tøve med at sige, at vi har fundet tre funklende stjerner som er et drømmematch til denne forestilling.

I alt medvirker et ensemble på over 3o musicalperformere, sangere og dansere. Forestillingen instrueres og koreograferes af amerikanske Lynne Kurdziel Formato, Animationsfirmaet Nørlum samt Jens Frausing og Anders Digmann Jensen skaber sammen forestillingens scenografi, Anna Juul Holm kreerer de mange overdådige kostumer, og kapelmester Christian Baltzer svinger taktstokken over et 18 mands orkester.

Om musicalen

Disneys ALADDIN bygger videre på John Musker og Ron Clements tegnefilm af samme navn fra 1992. Sangene er komponeret af Alan Menken, og sangteksterne blev skrevet af Tim Rice og nu afdøde Howard Ashman. Chad Beguelin har skrevet både manuskript og tekster til de nye Alan Menken numre som er med i forestillingen. Den tegnede Disney-klassiker Aladdin, der havde biografpremiere i 1992 blev en global kæmpesucces og indspillede over 2 mia. kr. i biograferne på verdensplan. Også i Danmark er filmen en stor succes, hvor 522.000 danskere har set filmen i biografen og mere end 300.000 har købt filmen på VHS eller DVD. Filmen er siden blevet omsat til musical, som indtil videre kun har været opført 2 steder i USA.



Produktionen på Fredericia Teater er blevet til, fordi Disney har peget på teatret på grund af dets fokus på musicaludvikling og talentpleje, og når tæppet går til oktober, er det første gang at Disneys ALADDIN kan opleves som musical i Europa. Forestillingen opføres på dansk, og de mange kendte hits vi kender fra filmen – bl.a. ”Arabiens nat”, ”Et helt nyt liv”, ”Prins Ali” og ”En ven som mig” samt 6 helt nye numre til musicalen – vil blive opført på dansk. Med nutidig humor og et ekstremt tempo, er der tale om en musical som er helt sin egen. Man vil i Fredericia Teaters produktion af Disneys ALADDIN kunne se frem til at det arabiske møder både det skandinaviske og det amerikanske. En både unik og forfriskende blanding.

Rollelisten:
Maria Lucia Heiberg Rosenberg Jasmin
Johannes Nymark Aladdin
Pelle Emil Hebsgaard Genie
Kristine Yde Eriksen Jasmin (dubleant) og ensemble
Max-Emil Nissen Omar
Teit Samsø Clausen Babkak
Kim Ace Nielsen Kassim
Kim Brandt Jago
Martin Loft Jafar
Lars Mølsted Walk-on cover Aladdin
Jeff Schjerlund Ensemble, understudy Babkak & Jago
Steffen Hulehøj Frederiksen Ensemble, understudy Omar
Patrick Terndrup Ensemble
Morten Kjeldgaard Ensemble
Oscar Fredrik Ström Ensemble
Thomas Jensen Ensemble
Christian Collenburg Ensemble
Emil Birk Hartmann Ensemble
Christoffer Møller Pedersen Ensemble
Jacob Prüser Ensemble
Mikkel Moltke Hvilsom Ensemble
Maria Skuladottir Ensemble
Bjørg Gamst Ensemble
Heidi Nielsen Ensemble
Christine Sonnich Andersen Ensemble

Marsha Songcome Ensemble
Anita Holm Ensemble
Susanne Uldall Thyssen Ensemble
Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen Ensemble
Katrine Skovbo Jespersen Ensemble
Cecilie Greiber Alring Ensemble

Det kreative hold:
Lynne Kurdziel Formato Instruktør og koreograf
Christian Baltzer Kapelmester
Søren Møller Producent
Nørlum Tegning og animation
Jens Frausing & Anders Digmann Jensen Scenografteam
Anna Juul Holm Kostumedesigner
Martin Jensen Lysdesigner
Tim Høyer Andreasen Lyddesigner
Trine Dansgaard Oversættelse
Lars Mølsted Instruktørassistent
Søren Scheibye Company Manager


Fakta om billetsalg:
Spillested: Fredericia Teater
Premiere: 4. oktober 2012
Spilleperiode: 4. oktober – 11. november 2012
Spilletidspunkter: 14., 21. og 28. oktober kl. 15.00, 4., 5., 11., 12., 19., 25. og 26. oktober kl. 19.00, 6., 13., 20. og 27. oktober kl. 15.00 og 19.00, 15., 16., 17. og 18. oktober kl. 14.00 og 18.00, 4. og 11. november kl. 18.00, 1., 2., 8. og 9. november kl. 19.00 samt 3. og 10. november kl. 15.00 og 19.00.
Billetpriser: 448 kr., 278 kr. og 148 kr. Der kan til alle forestillinger købes familiepakker til tre eller fire personer med markant rabat.
Billetbestilling: www.billetnet.dk
Hjemmeside: www.fredericiateater.dk




Følg os på Twitter

Add to Google



Oversæt nyheder





Nyheder fra DR

PageRank
Hovedrollerne er på plads - info@fredericia-avisen.dk















Gosmoke