Medarbejdere skal på førstehjælpskursus
Kommunen: Trygfonden donerer kurser til kommunens familie- og ungdomscenter i Fredericia.
25. jan 14:42, Lagt på nettet af Fredericia Avisen
Alle medarbejdere på Fredericia Kommunes Familie-og Ungdomscenter skal i løbet af foråret på førstehjælpskursus takket være Trygfonden, som har doneret 10.018 kr. til kurserne. Det er de meget glade for på centret.
”Medarbejderne har selv ytret ønske om at komme på førstehjælpskursus, fordi de gerne har villet føle sig mere sikre i de situationer, der kan opstå – både med borgerne og med deres kolleger”, siger Christel Gehlert, leder af Børnehuset Anders Billesvej, som er en del af Fredericia Kommunes Familie- og Ungdomscenter. Og med pengene fra Trygfonden skal 30 medarbejdere af sted på første modul af førstehjælpskurset i marts måned og en mindre gruppe skal derefter på modul 2 i april.
”Det handler om at kunne støtte hinanden i at yde den nødvendige livreddende førstehjælp og give hinanden den tryghed, at man ved, at vi alle kan det. Det kunne jo en dag blive relevant, og så vil vi ikke stå i den situation, hvor vi siger 'Havde vi dog bare…!'”, siger Christel Gehlert.
Fredericia Kommunes Familie- og Ungdomscenter rummer følgende afdelinger: Børnehuset Anders Billesvej, Ungdomscentret, bostederne Frejasvej og Fuglebakken, familiekonsulenterne og familie-ungdomscentrets psykologer. Familie- og Ungdomscentret er den institution i Fredericia Kommune, der står for de lokalt forankrede tilbud til en del af Fredericias børn og unge med særlige vanskeligheder.
|