Nyhedsbrev
Få friske nyheder fra Fredericia og Omegn direkte i din indbakke.
Indtast venligst en e-mail for at blive tilmeldt nyhedsbrevet



Søg i arkiv


Annonce
Fredericia Avisen

Forskønnelsesplan for Lillebælt klar


Erhverv: Energinet.dk har netop besluttet at gå videre med seks forskønnelsesprojekter i 400 kilovolt højspændingsnettet for at gøre landskabet mere harmonisk.

31-08-10 09:08, Lagt på nettet af Fredericia Avisen

Det ene projekt er området omkring Lillebælt, hvor Energinet.dk foreslår, at der fjernes højspændingsmaster over en strækning på i alt 12 kilometer. Der vil blive fjernet master på begge sider af bæltet, og ledningerne vil blive erstattet af kabler - fem kilometer på land og syv kilometer gennem Fænøsund.

Derudover skal der bygges to kabelovergangsstationer - en på hver side af bæltet. Overgangsstationerne foreslås placeret henholdsvis fire kilometer sydvest for Middelfart og ved erhvervsområdet Dronningens Kvarter sydvest for Fredericia.

- Projektet er nøje analyseret og beskrevet, så vi er klar til at tage næste skridt, og vi søger nu om de nødvendige godkendelser, siger projektchef Aksel Gruelund Sørensen fra Energinet.dk.

Og den melding vækker glæde i Middelfart og Fredericia kommuner.

- Med fjernelse af de store master kommer det naturskønne område omkring Lillebælt virkelig til sin ret som en af Danmarks smukkeste kyststrækninger, og det glæder vi os meget til, siger Fredericias borgmester, Thomas Banke, som også glæder sig over, at forskønnelsesprojektet er blevet gennemført i et forbilledligt samarbejde mellem Energinet.dk, Miljøcenter Odense, Fredericia og Middelfart kommuner.

- Der kommer flere og flere grønne initiativer til Middelfart. Der er nærmest selvsåning på det grønne område. Det er projektet med Energinet.dk et klart eksempel på. Nedgravningen af kabler er i den grad et grønt forskønnelsesprojekt, der vil understøtte kommunens grønne profil og forskønne kommunen i en linje fra Hindsgavl Dyrehave, gennem skoven og boligkvarterer, ned til marinaen og golfbanen og ud i landskabet mod øst. Det vil helt sikkert gøre området endnu mere værdifuldt for kommunens borgere, siger Middelfarts borgmester, Steen Dahlstrøm.

Lillebæltsprojektet skal nu, ligesom de øvrige fem forskønnelsesprojekter, godkendes af de lokale planmyndigheder og klima- og energiministeren.

Forudsat at alle godkendelser kommer i hus, forventes projektet at stå færdigt ved udgangen af 2013. Det samlede budget på Lillebæltsprojektet er på 491,4 mio. kr.


Forskønnelsesprojekterne er resultatet af en politisk aftale om principperne for den fremtidige udbygning af det overordnede elnet i Danmark. Aftalen indebærer blandt andet, at store dele af landets højspændingsnet fremover bliver lagt som jordkabler, og at udvalgte strækninger i 400 kilovolt-nettet skal forskønnes. En aftale energiforligspartierne (regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance) indgik i november 2008.

(Foto : Energinet.dk )



Add to Google



Oversæt nyheder





Annonce
Nyheder fra DR

PageRank
Forskønnelsesplan for Lillebælt klar - info@fredericia-avisen.dk