Banke : Shell er ikke farlig!
Havnen: På FredericiaC var der mandag eftermiddag officiel og festlig indvielse af endnu et område af den gamle Kemiragrund. Borgmester Thomas Banke manede til ro i forhold til farligheden ved Shell på havnen.
30-08-10 20:57, Lagt på nettet af Linda K. Petersen
Fra mandag formiddag var der masser af aktiviteter på hele det nyåbnede område på den gamle Kemiragrund på FredericiaC. Den har fået en ny midlertidig indretning, som bl.a. omfatter løberute med lys, soppeområde, udkigstårn, legeområder og steder, hvor man kan slå sig ned og nyde udsigten til havet.
Ved den officielle indvielse ved 15-tiden, blev der blandt andet holdt tale af Fredericias borgmester Thomas Banke.
I talen kom borgmesteren ind på, at borgerne i Fredericia havde delte meningen om området på FredericiaC, men om, hvorvidt man skal være bange for at bo eller være på området, var meldingen klar :
- I skal ikke være bange for at være her. Shell er en sikker virksomhed. Der er 1.500* gange større chancer for, at få en meteor i hovedet end der sker et uheld ved Shell. Var Shell farlig - fik den ikke borgere som naboer, udtalte Thomas Banke blandt andet i sin tale.
På videoerne til højre i artiklen kan man se og høre taler af borgmester Thomas Banke og FredericiaC’s bestyrelsesformand Lars Holten samt projektchef Jesper Kjærgård. Det musikalske indslag blev leveret af folk fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia.
* På videoen bliver der sagt 15.000, men dette er en talefejl fra borgmester Thomas Banke.
|