Tøndeslagning for 100 % retfærdighed
Læserbrev: Læserbrev fra Lone Thomhav, Sektorformand for HK/Privat Midt og Ole Pedersen,Udviklingskonsulent i HK Midt.
5. feb 10:37, Lagt på nettet af Fredericia Avisen
Overenskomstforhandlingerne
Når Fyns største fagforening HK Midt, har inviteret medlemmer med familie, til at ”slå bunden ud af 50 % reglen”, lørdag den 13. februar på Hotel Christiansminde i Svendborg, er det dels fordi det er fastelavn (og derfor er der da også tale om rigtig tøndeslagning, ligesom der serveres fastelavnsboller til dem som møder op), men det er i ligeså høj grad for at vise, at vi bakker op om HK/Privats overenskomstkrav om fjernelse af 50 % reglen ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Siden 1948, har HK som det eneste LO forbund levet med en uretfærdig regel i en stor del af sine overenskomster, som gør at mindst 50 % af de ansatte på området skal være med, for at HK kan kræve en overenskomst. I alle andre forbund gælder overenskomsten automatisk når virksomheden melder sig ind i en arbejdsgiverforening, og sådan bør det naturligvis også være for vores medlemmer i Danmarks næststørste fagforening HK!
Ifølge diverse undersøgelser bakker godt 80 % af HK’s medlemmer op om kravet, og derfor er det med ro i sindet, at vi har rejst det overfor DI via CO-industri, som forhandler Funktionæroverenskomsten på Industriens område i øjeblikket. HK/Privat har et tema om emnet på deres hjemmeside, og der er lavet en særlig gruppe på Facebook under kampagnesloganet: ”50 % reglen er 100 % diskrimination”, som rigtig mange har tilsluttet sig.
Som en del af ”baglandet” i HK/Privat, har vi i på Fyn og i Fredericia store forventninger til at man denne gang – efter flere forgæves forsøg – bliver enige om at fjerne reglen – om ikke i et ruf, så hen over årene i den nye overenskomstperiode, så den ved udløbet af næste overenskomstperiode er helt væk. Vi ser frem til at retfærdigheden sejrer og alle HK ansatte får 100 % retfærdighed.
Sektorformand for HK/Privat Midt
Lone Thomhav
Kolding Landevej 156
7000 Fredericia
Udviklingskonsulent i HK Midt
Ole Pedersen
Storkeløkken 4
5270 Odense N
(Foto : PR )
Klik her og del denne nyhed med dine venner på Facebook
|